Klassen på Arthur's Seat

Klassen på Arthur's Seat

Blå sirener

Vi havde overstået en lang og vellykket cykeltur, og mange af os var nu på værelserne og var i færd med at gøre os færdige til fællesspisning på restauranten Howies. Andre hyggede sig i baren, mens nogle skulle nå de sidste indkøb. På værelse 112 var der ved at være en halv time til afgang mod restauranten.  Jeg selv var i gang med at glatte mit hår - da brandalarmen på værelset begynder at ”hyle” - vi kigger alle sammen på hinanden. Jeg spørger de andre ”er det er mit hår, der lugter brændt?”. De andre kigger på hinanden og griner fjoget, mens de ryster på hovedet.  En anden fra værelset fortæller, at hver onsdag kl. 10, er der brandøvelse på hotellet. Vi kigger alle på hinanden og bliver enige om, at det hverken er onsdag og klokken ikke er 10, og en stram mine indtræffer hos de fleste af os.

Nogle af os stormer mod døren og ganske rigtigt, det er ikke kun på vores værelse, at brandalarmen er gået i gang. Længere nede ad gangen ser vi andre, løbe ud fra deres værelser på vej mod udgangen. En panik melder sig hos værelse 112. Flere af os kommanderer ”vi skal ud nu”, ”husk jeres vigtigste ting”, ”husk jeres pas” og ”nu skal vi altså ud”. I løbet af få minutter er alle 8 piger fra værelse 112, i et tøffende tempo, på vej mod udgangen, uvidende om, hvad der egentligt sker.

Vi løb ned til den nærmeste udgang, som var gennem udgangen til baren. Her gik det op for os, at alle var blevet ”evakueret” udenfor. Stemningen var meget anspændt, og en bred uvidenhed om, hvad der egentligt skete, var tydelig. Lyden af sirener kom tættere og tættere på. Vi blev alle nu navigeret ud mod fronten af hotellet.Tre brandbiler gjorde deres indtog, og stedet var nu fyldt med brandmænd og oplyst af blinkende blå lys. Andre, som stod i badet, da alarmen gik, stod nu foran hotellet i badekåber, barfodet. Mens andre kun nåede at få viklet et håndklæde omkring dem. I løbet af blot få minutter fik vi nu bekræftet, at det var på 4.etage, der var brand, hvilket betød, at det var 3 etager over vores værelse. Nogle udbrød ”det er der, 2.w bor”. Nogle fik i farten ringet til 2.w, som på daværende tidspunkt var ude at spise. 

Efter omtrent en halv time, hvor vi alle har stået udenfor, udvidende om, hvorvidt dette var alvorligt eller ikke, trak brandmændene sig ud fra hotellet, og blev vi lukket ind. Det viste sig at være en føntørrer, der havde siddet i en adapter, som havde antændt en mindre brand på hotellet. Det viste sig også, at det ikke var på 2.w’s etage, men heldigvis bare på tyskernes eller hollænderes etage.

Skrevet af Kamilla


Selvom der er brand, så er Arne altid klar på en "selfie"


Andre var ikke lige så begejstrede som Arne..

Ingen kommentarer:

Send en kommentar